Annas sjælerejse

“Mit navn er Anna. Jeg er født og opvokset i Nordøst Finland, der hvor vinteren varer 7 måneder. Store skove og dybe søer. Hvor mennesker et et med naturen.

Allerede som barn var jeg anderledes. Jeg gemte mig ofte på loftet og drømte om at rejse til Israel. Jeg følte, at der var noget som drog mig dertil. Som ung pige var meget meget rastløs og ville væk fra Finland. Har aldrig syntes at jeg trivedes der.

Jeg kom som 19-årig til Danmark. Var gift et par år. Blev skilt og rejste så endelig til Israel.

Det var ikke som jeg havde troet. Jeg fandt ikke det jeg søgte. Jeg rejste til Grækenland, til Norge og igen til Israel, men stadig var der noget som sagde mig, at det ikke var det rigtige sted. Jeg følte så stærkt at være jøde. Allerede som ung købte jeg en lille halskæde med Davidsstjerne på. Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Jeg kom tilbage til Danmark og fik et godt liv her. Midt i et travlt liv havde jeg ikke tid til at tænke så ofte på andre liv.

Men så så jeg tv-programmet På rejse med sjælen, og jeg begyndte at overveje at prøve det. Der har været nogle ting som jeg har undret mig over. F.eks. har jeg aldrig kunnet se filmen Schindlers liste. Jeg får det fysisk dårligt med kvalme og begynder at svede når jeg ser filmen. Jeg har altid elsket klassisk musik trods det at jeg aldrig hørte det i mit barndomshjem. Nogle musikstykker får mig til at græde uden nogen synlig grund. Det var som om der var nogle minder der ville frem, men jeg kunne ikke få adgang til dem.

Endelig fik jeg taget mig sammen og mødte Asta Jørgensen som hjalp mig med at finde den person som så mange år har været inde i mig. Det kom frem, at jeg har været en ung jødisk pige, Miriam fra Krakow. Jeg kunne fortælle hvordan min gade så ud og hvor jeg havde boet. Jeg blev fundet af tyskere på loftet hvor jeg gemte mig med min søster. Jeg levede to måneder i Auschwitz hvor mit arbejde bestod i at sortere tøj fra de døde. Jeg tjekkede lommer for ting af værdi. Til sidst døde jeg af sult og alene på en græsplæne.

Det tog nogle år før jeg kunne rejse til Krakow og se om der var noget som passede på de oplevelser jeg havde i sjælerejsen, om det reelt var noget jeg kunne huske.

I begyndelsen af oktober sammen med min gode veninde kom jeg endelig til Krakow og Kazimierz, den jødiske bydel. Vi havde lige fået frokost og var på vej til vores hotel da jeg standsede. Der var det. Jeg kendte muren og den lille smalle gade, som jeg fortæller om i min rejse. Husene var bygget sammen som jeg husker dem og det hus jeg boede i var ligesom dengang. Jeg følte enorm glæde og fred. Men samtidig en sorg og savn. Jeg havde lyst til at græde. Der var bare fremmede mennesker og turister alle vegne. Min lille Szeroka gade var fyldt med turister, restauranter og cafeer. Ingen steder kunne man komme gratis, ikke engang til kirkegården.

Der fandt jeg også ud af hvorfor jeg ikke kan se Schindlers liste. Oskar Schindlers emaljefabrik er i Krakow og filmen er optaget der i den jødiske ghetto.

Efter min rejse til Krakow har jeg fundet ro i den evige længsel og søgen. Jeg var meget nervøs før rejsen for, hvordan jeg ville reagere i alle disse oplevelsers storm, men det var så godt at se det. Det liv og alt dermed er gået og kommer aldrig tilbage. Men jeg lever videre i det her liv med den fred og bevidsthed som rejsen har givet mig.”

                           Anna